Bekæmpelse med gift

Fordelen med brug af gift i en bekæmpelse er, at den er nem at bruge og stort set kan placeres i alle nedgangsbrønde (selv i smalle spulebrønde eller vejbrønde). En anden fordel er, at giften generelt er godt accepteret af rotterne (hvis den altså er frisk og ikke har hængt i kloakken for længe).

Ulempen kan være den miljøbelastning som giften udgør, når den ryger videre i systemet (på rensningsanlæg, hvor den kan udfældes med slammet). At nedbringe mængden af pesticider er et overordnet nationalt ønske og derfor bør bekæmpelse med anvendelse af gift altid være fulgt af nøje overvågning, således at bekæmpelsen kan målrettes med mindst mulig risiko for miljøet.

Den hyppigste praksis, med ophængning af én blok i hver offentlig brønd én gang om året har ingen eller blot en lille kortvarig effekt på kloakrottebestanden. Primært fordi man ikke her tager fordelingen af kloakrotter i betragtning, men heller ikke har forstået, hvordan rottesamfundet fungerer.

Kloakrotter er typisk uensartet fordelt i kloakken. Det betyder, at der kan være område uden eller med lav/høj rotteaktivitet. At bekæmpe rotter i et område uden aktivitet, giver ingen mening. Her vil det være spildte kræfter og spild af gift at bekæmpe. Hvorimod, at områder med høj rotteaktivitet, kræver en grundigere bekæmpelse end det der kan opnås med blot én giftblok.